Personlig

Noget om livets kvaler

P1090281Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har haft det nær så slemt som mange andre. Jeg nævner mine hårde perioder for at bryde det tabu, jeg føler, der er omkring følelser og især de “dårlige” følelser. 

Puberteten var hård ved mig. Jeg havde flere dårlige dage, end jeg havde gode dage.
Jeg har altid været typen, der holdte følelser helt for mig selv. Jeg lukkede mig ind i mig selv. Jeg græd aldrig offentligt, fordi jeg så det som svagt, og folk skulle ikke vide, hvis de sårede mig. Den opfattelse er jeg heldigvis vokset fra.
Da jeg gik i niende, havde jeg egentlig en masse gode venner, men jeg var også blevet stærkt uvenner med en af mine bedste veninder, som påvirkede mig utroligt meget. Jeg var modbydelig over for hende. Noget jeg virkelig skammer mig over den dag i dag. Jeg gik og var ked af det hele tiden. Følte mig drænet. Præsterede ikke, som jeg ville, i skolen. Jeg følte, mine lærere var skuffede over mig. Det hele var selvfølgelig i hovedet. Jeg afsluttede da i hvert fald fysik/kemi med et 12-tal.
Selvom jeg var på smukke Bali med mine forældre, havde jeg nogle dage brug for at bare være mig selv. Sove. Læse i Harry Potter. Lukke mig ind i mig selv. Fordi jeg blev overvældet af en følelse, som mindede om ensomhed og bare det at være utrolig ked af det. Så nogle aftener, hvor de var ude at spise, lå jeg under dynen og læste og sov.

Så begyndte jeg i gymnasiet. Fik en masse nye, dejlige venner, men jeg havde stadig en nagende følelse af ensomhed. Da jeg var i London med mine forældre kulminerede det fuldkommen, og jeg var sur og tvær hele turen. Jeg sad alene på Starbucks nogle tider og skrev mine tanker, der ræsede derudaf, ned. Jeg var helt igennem ulykkelig, uden at vide hvorfor. Det resulterede i et noget nær et angstanfald på et museum, hvor jeg blev nødt til at gå ned i garderoben og sidde for mig selv på gulvet.
Så tog jeg på Roskilde Festival, og det var skønt og sjovt og fantastisk. Ugen efter lå jeg på mit gulv og hørte Bon Ivers album For Emma, Forever Ago på repeat. Det var solskin, og jeg lå med nedrullede gardiner på mit gulv og græd. Det hjalp ikke, at jeg sås med en fyr, som gjorde mig ør og forvirret og endte med at droppe mig, så der kom hjertekvaler oven i hatten.

2.g var hårdt. Jeg havde rigtig mange gode perioder, men jeg havde også rigtig mange dårlige. Jeg røg mange cigaretter, festede vildt, når jeg havde chancen. Jeg skubbede mange veninder fra mig i en periode, som heldigvis er de bedste veninder i verden, som altid lod mig komme tilbage ind i varmen, når jeg fik mine “flip”. Jeg sov dårligt om natten. Sov faktisk slet ikke nogle nætter. Røg i stedet for cigaretter i vinduet, mens jeg hørte Elvis og græd. Jeg kunne blive så sur, at jeg bare ikke snakkede med folk hele dagen, fordi alt og alle irriterede mig.
Min værelsesdør var altid lukket. Jeg bed af mine forældre konstant. Jeg var ulidelig. Jeg havde det ulideligt.

I 3.g besluttede min bedste ven sig for, at vi ikke længere kunne være venner, fordi jeg ikke kunne lide hans kæreste (dette er stærkt forenklet). Det var jeg ked af det over i 8 måneder. Det sidder stadig i mig. Det var utroligt svært at forstå, og det tog meget energi at bearbejde det, der nærmest føltes som et tab. Det var det vel egentlig også. Det tog mig en måned at sige det højt, og det endte med, at jeg sad og hældte mit hjerte ud omkring det til ham fyren, der havde droppet mig halvandet år tidligere, på et gulv på et hotel i Prag.
Jeg sov fire timer om natten og pjækkede fra skole nogle dage, så jeg kunne sove. Jeg pressede mig selv fagligt. Arbejdede også alt for meget. Jeg havde bare rigtig mange krav til mig selv. Det hjalp ikke på noget som helst.

Jeg ved ikke, hvordan det blev bedre. Måske lidt ro i kroppen rent hormonelt. Måske pga. mindre bolde i luften. Men bedre blev det i hvert fald, og jeg har stort set ikke nogle dårlige dage mere. It gets better, som man siger.

Jeg taler om mine oplevelser – og tro mig, det er slet ikke dem alle – fordi vi bør være bedre til at tale om det. Jeg havde “heldigvis” nogle veninder, som gennemgik de samme, og hvis ikke værre, ting som mig, som jeg kunne snakke lidt med. Men jeg var meget lukket omkring det. Jeg tror, der er ufatteligt mange mennesker og måske især teenagere, der gennemgår svære perioder i deres liv. Og som budskabet altid er i SKAM: mennesker trenger mennesker. Vi har brug for hinanden til at komme igennem de her oplevelser. Tal om det.
Og så vil jeg gerne lige give et kæmpe skud ud til mine venner, der finder sig i, at jeg skubber dem fra mig i perioder, og min familie, som har fundet sig i virkelig meget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s