Feminisme · Personlig · holdning · Anbefaling · Anmeldelse

VENUS – Let’s Talk About Sex

Jeg ser ekstra mange film for tiden, og er bl.a. begyndt at gense alle Tarantinos film. Gud, hvor havde jeg glemt, hvor gode Pulp Fiction og Death Proof er. Derudover har jeg fået set Moonlight, La La Land, Lion og T2 Trainspotting. Men den film, jeg virkelig følte mig inspireret til at skrive om, er VENUS: Let’s Talk About Sex. 
To danske kvinder er gået sammen og har lavet en film om den kvindelige seksualitet. De har holdt åben casting, hvor unge kvinder så kunne komme og tale om deres seksualitet, oplevelser og opfattelser. Det er da så kommet en stærk film ud af. De formår at få hele spektret med, så jeg tror, de fleste kvinder ville kunne spejle sig i filmen. Og det var også instruktørernes (Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen) formål; at lave en oprigtig og poetisk fortælling om unge kvinders seksualitet. Den er smagfuld, informativ, og man sidder virkelig og tænker: hvordan vil jeg have svaret? Og dét er det bedste ved den.
Jeg sad og reflekterede over min egen seksualitet, min opfattelse af den og mine oplevelser. I min verden er noget af det vigtigste, en dokumentar kan, at få en til at tænke over sin egen rolle i verden eller i livet. At man får vendt sit eget verdensbillede eller får udvidet sin horisont. Her går filmen ind og stikker til én, uden at være “up in your face”. Den sætter den kvindelige seksualitet i højsædet, og jeg følte mig helt i kontakt med mig selv og min seksualitet, da jeg gik ned ad Nørrebrogade med min veninde. Den lærer også én om andres seksualitet, og hvordan den kan variere og kan føles begrænsende eller udskammende. At man ofte som kvinde går og skammer sig over sine lyster, sit begær, sin krop og sin seksualitet. Der var en af kvinderne, der bl.a. sagde, at hun ærligt ikke syntes, hun var smuk, og det føltes falsk, når hun sagde det til sig selv. Hun følte, at selvhadet var rodfæstet i hende, for der var altid et eller andet, der kunne blive bedre. Hun følte således, hun ikke var i nuet, fordi hun hele tiden tænkte: “om lidt bliver jeg smuk”. Det satte nogle tanker i gang om min egen krop, og det var som om, mine tanker kom ud af hendes mund – “om lidt er jeg helt tilfreds med min krop”.
Alt i alt er det en pissefed film om at være ung kvinde.

Hvis du er kvinde. SE DEN. Hvis du er mand. SE DEN.

Personlig · Feminisme

Når jeg får en datter…

IMG_9924
Fra digtsamlingen “milk and honey” af Rupi Kaur

Når jeg bliver mor, vil jeg ikke lade min datter læse ungdomsblade, der fortæller hende, at hun skal hade sin krop eller ændre sig selv, så fyre kan lide hende bedre. Jeg vil lære hende, at hun ikke skal købe idéen om, at hun er ufuldkommen, fordi hun ikke har en partner i sit liv. Jeg vil lære hende, at hendes kærlighed til sig selv ikke skal afhænge af andre. Jeg vil lære hende, at det er ligegyldigt, hvem hun elsker, så længe de elsker hende tilbage og respekterer hende. Jeg vil lære hende, at de andre piger ikke er konkurrenter, men søstre. At de skal støtte og udfordre hinanden positivt og konstruktivt. At hun godt kan respekteres, selvom hun græder, selvom hun siger sin mening, selvom hun går i kjoler med blomster og sommerfugle på. Jeg vil lære hende, at det at være kvinde ikke er en skam eller en svaghed. At når en dreng i skolegården driller eller skubber hende, er det ikke en kærlighedserklæring. For hun skal ikke forveksle vrede med omsorg. Hun skal ikke tro, at kærlighed og smerte hænger sammen. Jeg vil lære hende, at hun kan gøre, hvad hun vil. At hun ikke er begrænset af noget eller nogen. Og hvis en person siger, hun ikke kan være med til fodbold, fordi hun er en pige, skal hun insistere eller lave sit eget hold, som godt kan finde ud af at gøre plads til alle. Og når hun bliver ældre og måske begynder at have sex, så er hendes nydelse ligeså vigtig som hendes partners. At hun ikke skal skamme sig over sine lyster eller seksualitet, men udforske den, afprøve den. Og hvis nogen finder hende mindre værd, fordi hun har sex, skal hun give dem en kæmpe fuckfinger.

Mest af alt ønsker jeg, at hun elsker sig selv, hviler i sig selv, og at hun lever i en verden, hvor en kvinde med en seksualitet ikke bliver set ned på. At hun lever i en verden, hvor hun ikke skal kæmpe dobbelt så hårdt som mænd for at blive respekteret og set som ligeværdig. At hun lever i en verden, hvor medier ikke lærer hende at hade sin krop, for at hun køber nogle produkter, hun ikke har brug for. Hvor hun ikke bliver lært, at hvis hun siger ja til sex, er hun billig, men hvis hun siger nej, er hun en snerpe. Jeg håber, hun vokser op i en verden, hvor hun ikke føler skam over sin krop og sin naturlighed. Hvor hendes krop ikke er en politisk slagmark. Og hvor mænd og andre kvinder ikke bestemmer over hendes ret til at bestemme over den.
Jeg ønsker, hun skal vokse op i en verden, hvor mænd og kvinder ses som lige både økonomisk, socialt og politisk.

Anbefaling

Serier til dine tømmermænd

Når jeg har tømmermænd, ligger jeg vandret hele dagen og ser serier eller film. Jeg har således fundet 6 serier frem, som er helt perfekte til det formål, da man faktisk kan se dem på en dag.

1478187008146Lovesick, Netflix
Lovesick er en sød britisk serie, der handler om datinglivet og alle dets aspekter og finurligheder. Det handler om tre venner, der bor sammen, hvor vi følger deres dating-historik. Helt perfekt som tømmermændsserie, da den er let, sjov og megasød – den er dog også ret hjerteknusende, men på den gode måde.

rehost-2016-9-13-5cd3d6af-8e10-4715-bdb7-19aa3c1989f7Master of None, Netflix
Master of None er skabt af komikeren Aziz Ansari.  Ansari berører elegant Hollywoods strukturelle racisme og sexisme og laver fine samfundskommentarer. Er man ikke så pjattet med det, så kan man se serien for kærlighedshistorierne og humoren, som også fylder en hel del.

loveLove, Netflix
Med Judd Apatow som executive producer (manden bag bl.a. Girls, Trainwreck og Anchorman) kan det kun blive godt. Love handler om to mennesker, som møder hinanden tilfældigt i et supermarked/tankstation og ender med at date. Helt godt går det ikke hele tiden, og serien skildrer et realistisk forhold i vores digitale alder. Den er velskrevet, sjov og sød. Jeg så hele 2. sæson i lørdags, mens jeg lå i fosterstillingen efter fredagsbar på uni.

1*104PD836oDrvWIoPNXn3ggThe Night Of, HBO
Hvis du ikke er så meget til lette komedieserier, kan du roligt tjekke HBO’s miniserie The Night Of ud. Serien handler om Naz (Riz Ahmed), hvis nat får en meget pludselig ændring, og han bliver mistænkt for mord. Serien tager således fat i det amerikanske lovsystem og udpeger dets mangler og fejl. Derudover er den sindssygt æstetisk, og det første afsnit er nok noget af det bedste, jeg nogensinde har set – og så er Riz Ahmed bare helt fantastisk.

freaks-and-geeksFreaks and Geeks, Netflix
På trods af at serien kun holdt i en sæson, har den opnået kultstatus – den er sjovt nok også produceret af Judd Apatow og har bl.a. Seth Rogen og James Franco på rollelisten. Det er en typisk High School-serie, som foregår i 80’erne, så den indeholder alle de gode ting som kærlighed, venskab, intriger og rebelske teenagere, der afprøver egne og andres grænser. Så den passer helt perfekt til dagen derpå, hvis de moralske tømmermænd er lidt for slemme, for så kan man få det lidt bedre med sig selv, hæhæ.

maxresdefault
Stanger Things, NetfliX
Hvis man hellere vil fjerne fokus fra tømmermændene med en overnaturlig serie, er Stranger Things sagen. Den foregår også i 80’erne og handler om en gruppe børn (og få voksne) som vil finde deres ven igen, efter han på mystisk vis forsvinder. Den er supersød og proppet med spænding. Den er dog også lidt halv-klam til tider, så hvis man har let til kvalme, skal man nok lige vente til tømmermændene er passeret.

Feminisme · holdning

Er der stadig noget at kæmpe for?

8.marts_2

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og hvert år stilles spørgsmålet: er der stadig noget at kæmpe for? Som feminist er mit svar et entydigt JA. Der er også diskussioner om, at ordet feminisme er ekskluderende, men jeg kalder det for feminisme, fordi det især er de feminine træk, som skal være skamfulde for både mænd og kvinder. Det er således, de feminine træk samfundet skal acceptere. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad feminine træk er, men det kan vi tage en anden dag. I dag handler om, hvad der skal kæmpes for.
Der er selvfølgelig de åbenlyse ting som ligeløn, barsel, glaslofter, osv. Men jeg interesserer mig mere for de skjulte strukturer, der er.
Vores opfattelser af, hvad nogen kan eller ikke kan og bør eller ikke bør, er stadig rigtig ofte forbundet med køn. Vi opfatter stadig kvinder med udfarende seksualitet som mindre værd. Det kommer bl.a. til udtryk, når man mener, hævnporno er kvindens skyld, eller når  Girl Squad skal forsvare sin position som feminister, fordi de viser hud.  Der er stadig slutshaming, bodyshaming og alle mulige andre grader af shaming. Jeg diskuterer f.eks. stadig med min veninder, når de kalder en anden kvinde klam eller billig, fordi hun har meget sex med forskellige partnere eller lægger letpåklædte billeder på Instagram. Der er en masse strukturer i samfundet, som gør, at der er implicitte regler for, hvordan man er kvinde, og hvordan man er mand. Og det synes jeg, vi skal kæmpe imod. For vi bør alle kunne være, hvem vi vil, uden det er bestemt af vores køn. Ligeså burde vi ikke udskamme hinanden.
Kampdag handler om omfavnelse af hinanden. Det handler om støtte. Det handler om klichéen “sammen er vi stærkere”. Men ved I hvad? Sammen er vi sgu stærkere. Så lad os lade være med at have så travlt med at udpege, hvad hinanden gør galt, og lad os støtte op om vores medmennesker. Vores med-kvinder. Vores med-mænd. Glædelig kampdag! #alterlove

Anmeldelse · holdning

Højde- og lavpunkter fra The Oscars 2017

Jeg har forsøgt at lave rapport over nattens show. Jeg så det selv i Imperial, som er lidt af en tradition. Selvom jeg skulle abstrahere fra to storklappende klaphatte foran mig og et par, der puttede upassende meget ved siden af mig, var det en god oplevelser som altid. Nedenfor har jeg samlet nogle højde- og lavpunkter fra showet. Er I enige?

HØJDEPUNKT: Jimmy Kimmel. Han var underspillet, sjov og bedst af alt – ikke akavet. Til prisoverrækkelser kan værten let blive akavet, fordi deres joke falder til jorden, men jeg synes, at Kimmel holdt et solidt niveau. Han var politisk uden det blev selvhøjtideligt, og måden han havde inkorporeret nogle af hans ‘kendetegn’ som Mean Tweets og offentlige pranks var yderst underholdende.

LAVPUNKT: Kedelige takketaler. Jeg havde regnet med, at talerne vil være skarpe og rammende i forhold til det politiske klima, og de foregående prisoverrækkelser. De var for det meste traditionelle takketaler, som da var rørende, men jeg savnede lidt substans, må jeg indrømme.

giphy2

HØJDEPUNKT: Med det sagt var jeg dog meget rørt af især Viola Davis’ takketale samt Casey Afflecks (især storebrors reaktion). Vinderne af Bedste Dokumentarfilm for O.J.: Made in America holdt en rigtig fin tale, som var smagfuld men skarp.  Jeg var også svært begejstret for Barry Jenkins og Tarell Alvin McCraneys (Moonlight) takketale for Bedste Adapterede Manuskript, som emmede af sand “started form the bottom, now we’re here”-ånd. En anden god politisk takketale var for Bedste Udenlandske Film, hvor Iran vandt for The Salesman. Den var nemlig skarp.

oscars17_2

 

LAVPUNKT: Selvhyldest. Ja, hvis filmskabere ikke kan skamrose sig selv til The Oscars, hvor fanden kan de så? Jeg synes dog, det blev lidt for selvhøjtideligt, og det føltes defensivt til tider. Som om skuespillerne og filmskaberne skulle forsvare deres erhverv. Hollywood har været under nogle beskydninger, men det blev for svulmende og for “vi er de eneste, der kan samle nationen og verden gennem vores evne til at fortælle historier”. Jeg er enig i, at film skaber empati, men skru lige lidt ned for selvhøjtideligheden, tak.

giphy3

HØJDEPUNKT: Michael J. Fox og Seth Rogen. Jeg var ret rørt over Seth Rogens hyldest til Michael J. Fox og Back to the Future, som bare var hjertevarm og fin. Og Seth Rogen i fremtidssko, mens han synger en sang fra Hamilton, er sgu aldrig kedeligt.

LAVPUNKT: Brøleren. Altså behøver jeg overhovedet at nævne det? La La Land vinder ved en fejl, og Moonlight er den rigtige vinder som Bedste Film. Et sandt Miss Universe-øjeblik, som var tåkrummende pinligt, men ja så skete der da et eller andet (lol).

giphy4

HØJDEPUNKT: Matt Damon vs. Jimmy Kimmel. Jeg er er kæmpe fan af fejden mellem Damon og Kimmel, som startede under tredje sæson af Jimmy Kimmel Live, hvor Kimmel improviserede og sluttede af med: “Apologies to Matt Damon, we ran out of time”. En producer fandt det hylende morsomt, og joken fortsatte således. Lige siden har den kørt frem og tilbage mellem dem, og det bliver aldrig kedeligt. Få et overblik over fejden HER. Det var derfor oplagt, at Kimmel fortsatte med at køre på fejden, og det var, efter min mening, det mest underholdende ved showet.

Feminisme · holdning

Paradise Hotel – Et ‘hader at elske’-forhold

paradise-hotel-2017-her-er-deltagerne
Så er 13. sæson af Paradise Hotel skudt i gang, og jeg følger selvfølgelig med. Jeg hader at elske programmet, fordi det egentlig repræsenterer alt, jeg hader og kæmper imod. For det første er det heteronormativt sexistisk. For det andet er det super overfladisk og opsætter skønhedsidealer. For det tredje er det ret misogynistisk. Med det sagt, er det også utroligt underholdende med en masse drama, sex og druk. Dér, jeg nok bliver frustreret, er, at jeg ikke kan relatere til deltagerne. Måske lige bortset fra at gøre dumme ting i sin brandet. Man ser jo egentlig tit serier eller film for at spejle sig, men når deltagerne snakker om at have en bestemt type, så står jeg altså af (er det virkelig en udbredt ting?) – og så især, når drengene beskriver deres drømmekvinde som “en blondine med store patter og fast røv” (*host* kliché *host*). Her kan man sige, at programmet har den modvirkende effekt. Fordi jeg ikke kan genkende mig selv i deltagerne, står min indsigt, i hvem jeg er, tydeligere.
Men nu er genkendelse jo ikke alt. Jeg bliver også umådeligt træt af fremstillingen af det at være mand, og det at være kvinde, som især kommer til udtryk under kåringen af Mr. og Miss Paradise. Jeg bliver decideret sur hver gang og reflekterer altid over, om jeg skal tænke: “sådan er det jo bare” eller “kom nu lidt og vis noget variation og IKKE-stereotypisk”. For mændene skal altid igennem forskellige variationer af en maskulinitetstest – se f.eks. sidste sæson, hvor der gik Robinson i den, og de skulle konkurrere på styrke. Og kvinderne skal altid se sexede ud, uden at se billige ud – og sidste sæson havde de seriøst bilvask som konkurrence (?).
Med det sagt, ved jeg godt, at det jo er TV3, der producerer det, og de har nogle andre retningslinjer end DR. Men jeg siger bare, at det er altså ikke dårlig underholdning ikke at være så forbandet heteronormativt. For jo, det handler i bund og grund om  smukke selvglade mennesker, som godt kan lide at feste, skændes og se på sig selv, men hvorfor skal det være ensbetydende med ikke at udfordre de normative kønsroller og skønhedsidealer? That’s all I am saying.

Feminisme · Forklaring

Hvad fanden betyder heteronormativ?

giphyWow, så er det alligevel 16 dage siden, jeg udgav noget sidst. Jeg har været komplet umotiveret. Så er det sagt. Nå, jeg sad forleden og læste et debatindlæg, og der var nogle ord, jeg studsede over, hvor jeg faktisk ikke rigtigt vidste, hvad de betød (må man egentlig gerne indrømme det?). Det er nogle ord, jeg tit støder på, og derfor tænke jeg, at der var måske andre end mig, som også var lidt usikre på de mange ord, der er blevet en del af dialogen.

Cis-kønnet = En person, hvis biologiske køn og ens oplevede køn (det køn, man føler, man er) er det samme.

Heteronormativ = Ordet kommer af to ord: heteroseksuel og normal. Ordet betegner de normer, vi har for, hvordan piger og drenge helst skal være. Hvad der er en rigtig pige og en rigtig dreng. F.eks. at det er naturligt, at piger bliver forelskede i drenge og omvendt. Heteronormativitet betyder også, at man som udgangspunkt altid tror, at folk er heteroseksuelle, med mindre de eksplicit giver udtryk for noget andet.

Stigmatisering = det at give nogen eller noget et vedvarende, negativt socialt ry (overført betydning). F.eks. bliver folk med mentale lidelser opfattet som sindssyge eller mentalt utilregnelige. Der hersker således et negativt socialt ry omkring folk med mentale lidelser, og de er derved blevet stigmatiseret .

Marginalisering = det at en bestemt udvikling sætter nogen (eller noget) uden for indflydelse, især socialt eller politisk. Et beslægtet ord er fremmedgørelse. 

Xenofobi = afsky eller frygt for folk fra en fremmed kultur – aka. det Trump og størstedelen af højrefløjen (og Socialdemokraterne) praktiserer (*wink wink*).

Queer = eller ”at queere” samfundet – er at stille kritiske spørgsmål til den måde, som vi organiserer seksualitet, følelser og samliv på i dag. Det en kritisk holdning til de ”sandheder” og normer, der ofte tages for givet i forhold til køn, krop og seksualitet.
Målet med at queere samfundet er at åbne for flere muligheder at være menneske på og sikre, at alle er inkluderet i samfundet – uanset køn, seksualitet, etnicitet, nationalitet, social baggrund og fysisk tilstand. Det er f.eks. det, fjerde bølge af feminismen især beskæftiger sig med.

Jeg håber, det har givet lidt indsigt. Hvis I vil undersøge det nærmere, har jeg primært brugt DETTE til begrebsforklaring. Jeg går også lidt og overvejer at lave en forklaring af fjerde bølge feminisme – og så kan I helt sikkert regne med en anmeldelse af the Oscars!