Feminisme · Anmeldelse

Anmeldelse: ‘Petra elsker sig selv’

Skærmbillede 2017-04-21 kl. 14.28.30Anmeldelse baseret på de første tre afsnit

På DR3 kører programmet Petra elsker sig selv. Et program, som jeg synes, mener det godt, men dets vigtigste pointer går tabt. Det handler om, at tv-værten Petra Nagel skal elske sig selv. Men i stedet for at acceptere sin krop, handler det mere om, at Petra skal lave om på sin krop. Hun skal tabe sig lidt. Få frosset sit fedt væk. Hendes psykolog siger det godt: hun skal arbejde på, hvordan hun taler til sig selv. Selvfølgelig er der ikke noget problem i at ville arbejde på sig selv, men jeg mener, at fokusset rykker sig, når det handler om, at Petra skal tabe sig, i stedet for at elske sig selv.
Jeg mener således, at programmet ikke undersøger de samfundsnormer, der ligger bag – eller når de gør, er det meget indirekte, så pointen går tabt. Jeg savner noget samfundskritik, at de ser på, hvorfor det kun er piger, de taler med om at være usikker på sin krop. Jeg savner indsigt i, om drenge er ligeså meget uvenner med deres krop, som piger er. Jeg savner bare noget samfundsdebat – men det kan jo være, det kommer (*krydser fingre*). Fordi det er et rigtig fint program, men jeg savner lidt dybde, og at det ikke handler om, at Petra skal lave om på sig selv, men at hun skal lære at hvile i sin krop og være gode venner med den.

På den anden side kan jeg godt se, hvor hun kommer fra. Jeg er selv lige påbegyndt en akne-kur, fordi jeg er pissetræt af min hud. Men jeg laver jo også om på mig selv, i stedet for at acceptere at det er sådan, min hud er. Det er vel egentlig bare nemmere. For det ydre kan man kontrollere (bedre). Det kan fikses med et produkt eller en kur, hvorimod det indre er en længere proces. Men der vil altid være ting, man vil lave om på, så måske man alligevel skulle lære at elske sig selv, for den man er.

Feminisme · holdning

Skal man altid være politisk korrekt?

fullsizeoutput_147b
Ofte synes jeg, jeg skal forsvare at være Suspekt-fan, fordi jeg både er kvinde og feminist. Fordi de er jo kvindenedsættende. Og ja, jeg kan godt se, at på overfladen fremstår de kvindehadske/-nedsættende. Men sådan, som jeg ser det, passer politisk korrekthed ikke ind i deres kontekst. Deres musik er dyrkelse af menneskets mørke, syndige side. De dyrker (bl.a.) det forbudte, det tabuiserede, det dystre. Her er ingen regler. Så derfor mener jeg ikke, at det er selvmodsigende at være feminist og Suspekt-fan. De skaber et frirum for seksualitet og begær. Og i dette frirum skal man ikke censurere. I deres univers er der plads til det hele. Uden at gå for meget psykoanalytisk i den, kan man jo sige, at de, igennem deres kunst, sætter censurinstanser ud af spil.
Man får lov til at dyrke sin seksualitet, sit begær, og som kvinde er det også et frigørende rum, hvor ens seksualitet ikke bliver undertrykt, men gjort plads til, og er på lige fod med den mandlige seksualitet. Det er rart at have musik, hvor man inden for dets univers, kan få lov til at være beskidt, dyrke sit begær, slippe sig løs og ikke tænke på, om samfundet accepterer det.

Det er så pissesvært at være politisk korrekt konstant, og jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at være det hele tiden. Men nogle gange siger man bare dumme ting. Og det er også svært i uformelle forums at håndhæve det, for netop her burde der vel være plads til ukorrekthed. Eller hvad? For man bidrager jo til de samfundsnormer, man er imod, ved ikke at være politisk korrekt, og bliver på den måde på sin vis hyklerisk.
Jeg synes, det er et svært emne, hvor jeg ikke føler, at jeg har et klart svar på, hvad jeg mener. Har I nogle tanker?

Anbefaling · Anmeldelse · Feminisme · holdning · Personlig

VENUS – Let’s Talk About Sex

Jeg ser ekstra mange film for tiden, og er bl.a. begyndt at gense alle Tarantinos film. Gud, hvor havde jeg glemt, hvor gode Pulp Fiction og Death Proof er. Derudover har jeg fået set Moonlight, La La Land, Lion og T2 Trainspotting. Men den film, jeg virkelig følte mig inspireret til at skrive om, er VENUS: Let’s Talk About Sex. 
To danske kvinder er gået sammen og har lavet en film om den kvindelige seksualitet. De har holdt åben casting, hvor unge kvinder så kunne komme og tale om deres seksualitet, oplevelser og opfattelser. Det er da så kommet en stærk film ud af. De formår at få hele spektret med, så jeg tror, de fleste kvinder ville kunne spejle sig i filmen. Og det var også instruktørernes (Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen) formål; at lave en oprigtig og poetisk fortælling om unge kvinders seksualitet. Den er smagfuld, informativ, og man sidder virkelig og tænker: hvordan vil jeg have svaret? Og dét er det bedste ved den.
Jeg sad og reflekterede over min egen seksualitet, min opfattelse af den og mine oplevelser. I min verden er noget af det vigtigste, en dokumentar kan, at få en til at tænke over sin egen rolle i verden eller i livet. At man får vendt sit eget verdensbillede eller får udvidet sin horisont. Her går filmen ind og stikker til én, uden at være “up in your face”. Den sætter den kvindelige seksualitet i højsædet, og jeg følte mig helt i kontakt med mig selv og min seksualitet, da jeg gik ned ad Nørrebrogade med min veninde. Den lærer også én om andres seksualitet, og hvordan den kan variere og kan føles begrænsende eller udskammende. At man ofte som kvinde går og skammer sig over sine lyster, sit begær, sin krop og sin seksualitet. Der var en af kvinderne, der bl.a. sagde, at hun ærligt ikke syntes, hun var smuk, og det føltes falsk, når hun sagde det til sig selv. Hun følte, at selvhadet var rodfæstet i hende, for der var altid et eller andet, der kunne blive bedre. Hun følte således, hun ikke var i nuet, fordi hun hele tiden tænkte: “om lidt bliver jeg smuk”. Det satte nogle tanker i gang om min egen krop, og det var som om, mine tanker kom ud af hendes mund – “om lidt er jeg helt tilfreds med min krop”.
Alt i alt er det en pissefed film om at være ung kvinde.

Hvis du er kvinde. SE DEN. Hvis du er mand. SE DEN.

Personlig · Feminisme

Når jeg får en datter…

IMG_9924
Fra digtsamlingen “milk and honey” af Rupi Kaur

Når jeg bliver mor, vil jeg ikke lade min datter læse ungdomsblade, der fortæller hende, at hun skal hade sin krop eller ændre sig selv, så fyre kan lide hende bedre. Jeg vil lære hende, at hun ikke skal købe idéen om, at hun er ufuldkommen, fordi hun ikke har en partner i sit liv. Jeg vil lære hende, at hendes kærlighed til sig selv ikke skal afhænge af andre. Jeg vil lære hende, at det er ligegyldigt, hvem hun elsker, så længe de elsker hende tilbage og respekterer hende. Jeg vil lære hende, at de andre piger ikke er konkurrenter, men søstre. At de skal støtte og udfordre hinanden positivt og konstruktivt. At hun godt kan respekteres, selvom hun græder, selvom hun siger sin mening, selvom hun går i kjoler med blomster og sommerfugle på. Jeg vil lære hende, at det at være kvinde ikke er en skam eller en svaghed. At når en dreng i skolegården driller eller skubber hende, er det ikke en kærlighedserklæring. For hun skal ikke forveksle vrede med omsorg. Hun skal ikke tro, at kærlighed og smerte hænger sammen. Jeg vil lære hende, at hun kan gøre, hvad hun vil. At hun ikke er begrænset af noget eller nogen. Og hvis en person siger, hun ikke kan være med til fodbold, fordi hun er en pige, skal hun insistere eller lave sit eget hold, som godt kan finde ud af at gøre plads til alle. Og når hun bliver ældre og måske begynder at have sex, så er hendes nydelse ligeså vigtig som hendes partners. At hun ikke skal skamme sig over sine lyster eller seksualitet, men udforske den, afprøve den. Og hvis nogen finder hende mindre værd, fordi hun har sex, skal hun give dem en kæmpe fuckfinger.

Mest af alt ønsker jeg, at hun elsker sig selv, hviler i sig selv, og at hun lever i en verden, hvor en kvinde med en seksualitet ikke bliver set ned på. At hun lever i en verden, hvor hun ikke skal kæmpe dobbelt så hårdt som mænd for at blive respekteret og set som ligeværdig. At hun lever i en verden, hvor medier ikke lærer hende at hade sin krop, for at hun køber nogle produkter, hun ikke har brug for. Hvor hun ikke bliver lært, at hvis hun siger ja til sex, er hun billig, men hvis hun siger nej, er hun en snerpe. Jeg håber, hun vokser op i en verden, hvor hun ikke føler skam over sin krop og sin naturlighed. Hvor hendes krop ikke er en politisk slagmark. Og hvor mænd og andre kvinder ikke bestemmer over hendes ret til at bestemme over den.
Jeg ønsker, hun skal vokse op i en verden, hvor mænd og kvinder ses som lige både økonomisk, socialt og politisk.

Anbefaling

Serier til dine tømmermænd

Når jeg har tømmermænd, ligger jeg vandret hele dagen og ser serier eller film. Jeg har således fundet 6 serier frem, som er helt perfekte til det formål, da man faktisk kan se dem på en dag.

1478187008146Lovesick, Netflix
Lovesick er en sød britisk serie, der handler om datinglivet og alle dets aspekter og finurligheder. Det handler om tre venner, der bor sammen, hvor vi følger deres dating-historik. Helt perfekt som tømmermændsserie, da den er let, sjov og megasød – den er dog også ret hjerteknusende, men på den gode måde.

rehost-2016-9-13-5cd3d6af-8e10-4715-bdb7-19aa3c1989f7Master of None, Netflix
Master of None er skabt af komikeren Aziz Ansari.  Ansari berører elegant Hollywoods strukturelle racisme og sexisme og laver fine samfundskommentarer. Er man ikke så pjattet med det, så kan man se serien for kærlighedshistorierne og humoren, som også fylder en hel del.

loveLove, Netflix
Med Judd Apatow som executive producer (manden bag bl.a. Girls, Trainwreck og Anchorman) kan det kun blive godt. Love handler om to mennesker, som møder hinanden tilfældigt i et supermarked/tankstation og ender med at date. Helt godt går det ikke hele tiden, og serien skildrer et realistisk forhold i vores digitale alder. Den er velskrevet, sjov og sød. Jeg så hele 2. sæson i lørdags, mens jeg lå i fosterstillingen efter fredagsbar på uni.

1*104PD836oDrvWIoPNXn3ggThe Night Of, HBO
Hvis du ikke er så meget til lette komedieserier, kan du roligt tjekke HBO’s miniserie The Night Of ud. Serien handler om Naz (Riz Ahmed), hvis nat får en meget pludselig ændring, og han bliver mistænkt for mord. Serien tager således fat i det amerikanske lovsystem og udpeger dets mangler og fejl. Derudover er den sindssygt æstetisk, og det første afsnit er nok noget af det bedste, jeg nogensinde har set – og så er Riz Ahmed bare helt fantastisk.

freaks-and-geeksFreaks and Geeks, Netflix
På trods af at serien kun holdt i en sæson, har den opnået kultstatus – den er sjovt nok også produceret af Judd Apatow og har bl.a. Seth Rogen og James Franco på rollelisten. Det er en typisk High School-serie, som foregår i 80’erne, så den indeholder alle de gode ting som kærlighed, venskab, intriger og rebelske teenagere, der afprøver egne og andres grænser. Så den passer helt perfekt til dagen derpå, hvis de moralske tømmermænd er lidt for slemme, for så kan man få det lidt bedre med sig selv, hæhæ.

maxresdefault
Stanger Things, NetfliX
Hvis man hellere vil fjerne fokus fra tømmermændene med en overnaturlig serie, er Stranger Things sagen. Den foregår også i 80’erne og handler om en gruppe børn (og få voksne) som vil finde deres ven igen, efter han på mystisk vis forsvinder. Den er supersød og proppet med spænding. Den er dog også lidt halv-klam til tider, så hvis man har let til kvalme, skal man nok lige vente til tømmermændene er passeret.

Feminisme · holdning

Er der stadig noget at kæmpe for?

8.marts_2

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og hvert år stilles spørgsmålet: er der stadig noget at kæmpe for? Som feminist er mit svar et entydigt JA. Der er også diskussioner om, at ordet feminisme er ekskluderende, men jeg kalder det for feminisme, fordi det især er de feminine træk, som skal være skamfulde for både mænd og kvinder. Det er således, de feminine træk samfundet skal acceptere. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad feminine træk er, men det kan vi tage en anden dag. I dag handler om, hvad der skal kæmpes for.
Der er selvfølgelig de åbenlyse ting som ligeløn, barsel, glaslofter, osv. Men jeg interesserer mig mere for de skjulte strukturer, der er.
Vores opfattelser af, hvad nogen kan eller ikke kan og bør eller ikke bør, er stadig rigtig ofte forbundet med køn. Vi opfatter stadig kvinder med udfarende seksualitet som mindre værd. Det kommer bl.a. til udtryk, når man mener, hævnporno er kvindens skyld, eller når  Girl Squad skal forsvare sin position som feminister, fordi de viser hud.  Der er stadig slutshaming, bodyshaming og alle mulige andre grader af shaming. Jeg diskuterer f.eks. stadig med min veninder, når de kalder en anden kvinde klam eller billig, fordi hun har meget sex med forskellige partnere eller lægger letpåklædte billeder på Instagram. Der er en masse strukturer i samfundet, som gør, at der er implicitte regler for, hvordan man er kvinde, og hvordan man er mand. Og det synes jeg, vi skal kæmpe imod. For vi bør alle kunne være, hvem vi vil, uden det er bestemt af vores køn. Ligeså burde vi ikke udskamme hinanden.
Kampdag handler om omfavnelse af hinanden. Det handler om støtte. Det handler om klichéen “sammen er vi stærkere”. Men ved I hvad? Sammen er vi sgu stærkere. Så lad os lade være med at have så travlt med at udpege, hvad hinanden gør galt, og lad os støtte op om vores medmennesker. Vores med-kvinder. Vores med-mænd. Glædelig kampdag! #alterlove

Anmeldelse · holdning

Højde- og lavpunkter fra The Oscars 2017

Jeg har forsøgt at lave rapport over nattens show. Jeg så det selv i Imperial, som er lidt af en tradition. Selvom jeg skulle abstrahere fra to storklappende klaphatte foran mig og et par, der puttede upassende meget ved siden af mig, var det en god oplevelser som altid. Nedenfor har jeg samlet nogle højde- og lavpunkter fra showet. Er I enige?

HØJDEPUNKT: Jimmy Kimmel. Han var underspillet, sjov og bedst af alt – ikke akavet. Til prisoverrækkelser kan værten let blive akavet, fordi deres joke falder til jorden, men jeg synes, at Kimmel holdt et solidt niveau. Han var politisk uden det blev selvhøjtideligt, og måden han havde inkorporeret nogle af hans ‘kendetegn’ som Mean Tweets og offentlige pranks var yderst underholdende.

LAVPUNKT: Kedelige takketaler. Jeg havde regnet med, at talerne vil være skarpe og rammende i forhold til det politiske klima, og de foregående prisoverrækkelser. De var for det meste traditionelle takketaler, som da var rørende, men jeg savnede lidt substans, må jeg indrømme.

giphy2

HØJDEPUNKT: Med det sagt var jeg dog meget rørt af især Viola Davis’ takketale samt Casey Afflecks (især storebrors reaktion). Vinderne af Bedste Dokumentarfilm for O.J.: Made in America holdt en rigtig fin tale, som var smagfuld men skarp.  Jeg var også svært begejstret for Barry Jenkins og Tarell Alvin McCraneys (Moonlight) takketale for Bedste Adapterede Manuskript, som emmede af sand “started form the bottom, now we’re here”-ånd. En anden god politisk takketale var for Bedste Udenlandske Film, hvor Iran vandt for The Salesman. Den var nemlig skarp.

oscars17_2

 

LAVPUNKT: Selvhyldest. Ja, hvis filmskabere ikke kan skamrose sig selv til The Oscars, hvor fanden kan de så? Jeg synes dog, det blev lidt for selvhøjtideligt, og det føltes defensivt til tider. Som om skuespillerne og filmskaberne skulle forsvare deres erhverv. Hollywood har været under nogle beskydninger, men det blev for svulmende og for “vi er de eneste, der kan samle nationen og verden gennem vores evne til at fortælle historier”. Jeg er enig i, at film skaber empati, men skru lige lidt ned for selvhøjtideligheden, tak.

giphy3

HØJDEPUNKT: Michael J. Fox og Seth Rogen. Jeg var ret rørt over Seth Rogens hyldest til Michael J. Fox og Back to the Future, som bare var hjertevarm og fin. Og Seth Rogen i fremtidssko, mens han synger en sang fra Hamilton, er sgu aldrig kedeligt.

LAVPUNKT: Brøleren. Altså behøver jeg overhovedet at nævne det? La La Land vinder ved en fejl, og Moonlight er den rigtige vinder som Bedste Film. Et sandt Miss Universe-øjeblik, som var tåkrummende pinligt, men ja så skete der da et eller andet (lol).

giphy4

HØJDEPUNKT: Matt Damon vs. Jimmy Kimmel. Jeg er er kæmpe fan af fejden mellem Damon og Kimmel, som startede under tredje sæson af Jimmy Kimmel Live, hvor Kimmel improviserede og sluttede af med: “Apologies to Matt Damon, we ran out of time”. En producer fandt det hylende morsomt, og joken fortsatte således. Lige siden har den kørt frem og tilbage mellem dem, og det bliver aldrig kedeligt. Få et overblik over fejden HER. Det var derfor oplagt, at Kimmel fortsatte med at køre på fejden, og det var, efter min mening, det mest underholdende ved showet.