Anbefaling · Feminisme

Venskab i den reneste form

20429698_1951541808447911_3423118177271691113_nKender I den samtale, man har med sine allerbedste veninder, når man har snakket sig varme eller drukket tre liter vin? Den samtale, hvor intet er forbudt at tale om, og man kan dele alle sine tanker? De samtaler har veninderne Nanna og Jose i hvert afsnit af deres feministiske podcast Fries Before Guys. De taler om alt fra slutshaming til akavede øjeblikke til selvmord og spiseforstyrrelser. De bruger deres venskab til at tale om tingene. Deres stærke venskab smitter af på én, og man føler kærligheden strømme ud af høretelefonerne. De har en masse lækre refleksioner over livet, og er bare nogle empowering, fucking seje kvinder.  De vender sig selv på vrangen og reflekterer og analyserer. Man føler sig som en del af den samtale, fordi man kan relatere så meget til emnerne. De taler fra hjertet, og det kan man mærke helt ind i marven. Jeg har selv grædt adskillige gange til deres podcast.
De har fat i den lange ende, fordi det er så vigtigt, at vi taler om de tabuer, der rumsterer i vores hoveder og i samfundet.

Jeg er lige kommet hjem fra 21 dage i syden med to meget gode veninder. Vi havde adskillelige samtaler, hvor vi fuldkommen vendte vrangen ud på os selv og talte om seksualitet og oplevelser og depressioner og ødelagte venskaber og spiseforstyrrelser. Og de samtaler er så pokkers vigtige, fordi de hjælper os med at bearbejde og komme videre. Ens hjerte føles lettere og fuld af kærlighed, når man får vendt sine tanker med andre. Og det er jo netop dét, et venskab kan. Det er noget af det mest givende i livet.
Så til alle mine venner derude – TAK FOR JER ❤

Personlig

Noget om livets kvaler

P1090281Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har haft det nær så slemt som mange andre. Jeg nævner mine hårde perioder for at bryde det tabu, jeg føler, der er omkring følelser og især de “dårlige” følelser. 

Puberteten var hård ved mig. Jeg havde flere dårlige dage, end jeg havde gode dage.
Jeg har altid været typen, der holdte følelser helt for mig selv. Jeg lukkede mig ind i mig selv. Jeg græd aldrig offentligt, fordi jeg så det som svagt, og folk skulle ikke vide, hvis de sårede mig. Den opfattelse er jeg heldigvis vokset fra.
Da jeg gik i niende, havde jeg egentlig en masse gode venner, men jeg var også blevet stærkt uvenner med en af mine bedste veninder, som påvirkede mig utroligt meget. Jeg var modbydelig over for hende. Noget jeg virkelig skammer mig over den dag i dag. Jeg gik og var ked af det hele tiden. Følte mig drænet. Præsterede ikke, som jeg ville, i skolen. Jeg følte, mine lærere var skuffede over mig. Det hele var selvfølgelig i hovedet. Jeg afsluttede da i hvert fald fysik/kemi med et 12-tal.
Selvom jeg var på smukke Bali med mine forældre, havde jeg nogle dage brug for at bare være mig selv. Sove. Læse i Harry Potter. Lukke mig ind i mig selv. Fordi jeg blev overvældet af en følelse, som mindede om ensomhed og bare det at være utrolig ked af det. Så nogle aftener, hvor de var ude at spise, lå jeg under dynen og læste og sov.

Så begyndte jeg i gymnasiet. Fik en masse nye, dejlige venner, men jeg havde stadig en nagende følelse af ensomhed. Da jeg var i London med mine forældre kulminerede det fuldkommen, og jeg var sur og tvær hele turen. Jeg sad alene på Starbucks nogle tider og skrev mine tanker, der ræsede derudaf, ned. Jeg var helt igennem ulykkelig, uden at vide hvorfor. Det resulterede i et noget nær et angstanfald på et museum, hvor jeg blev nødt til at gå ned i garderoben og sidde for mig selv på gulvet.
Så tog jeg på Roskilde Festival, og det var skønt og sjovt og fantastisk. Ugen efter lå jeg på mit gulv og hørte Bon Ivers album For Emma, Forever Ago på repeat. Det var solskin, og jeg lå med nedrullede gardiner på mit gulv og græd. Det hjalp ikke, at jeg sås med en fyr, som gjorde mig ør og forvirret og endte med at droppe mig, så der kom hjertekvaler oven i hatten.

2.g var hårdt. Jeg havde rigtig mange gode perioder, men jeg havde også rigtig mange dårlige. Jeg røg mange cigaretter, festede vildt, når jeg havde chancen. Jeg skubbede mange veninder fra mig i en periode, som heldigvis er de bedste veninder i verden, som altid lod mig komme tilbage ind i varmen, når jeg fik mine “flip”. Jeg sov dårligt om natten. Sov faktisk slet ikke nogle nætter. Røg i stedet for cigaretter i vinduet, mens jeg hørte Elvis og græd. Jeg kunne blive så sur, at jeg bare ikke snakkede med folk hele dagen, fordi alt og alle irriterede mig.
Min værelsesdør var altid lukket. Jeg bed af mine forældre konstant. Jeg var ulidelig. Jeg havde det ulideligt.

I 3.g besluttede min bedste ven sig for, at vi ikke længere kunne være venner, fordi jeg ikke kunne lide hans kæreste (dette er stærkt forenklet). Det var jeg ked af det over i 8 måneder. Det sidder stadig i mig. Det var utroligt svært at forstå, og det tog meget energi at bearbejde det, der nærmest føltes som et tab. Det var det vel egentlig også. Det tog mig en måned at sige det højt, og det endte med, at jeg sad og hældte mit hjerte ud omkring det til ham fyren, der havde droppet mig halvandet år tidligere, på et gulv på et hotel i Prag.
Jeg sov fire timer om natten og pjækkede fra skole nogle dage, så jeg kunne sove. Jeg pressede mig selv fagligt. Arbejdede også alt for meget. Jeg havde bare rigtig mange krav til mig selv. Det hjalp ikke på noget som helst.

Jeg ved ikke, hvordan det blev bedre. Måske lidt ro i kroppen rent hormonelt. Måske pga. mindre bolde i luften. Men bedre blev det i hvert fald, og jeg har stort set ikke nogle dårlige dage mere. It gets better, som man siger.

Jeg taler om mine oplevelser – og tro mig, det er slet ikke dem alle – fordi vi bør være bedre til at tale om det. Jeg havde “heldigvis” nogle veninder, som gennemgik de samme, og hvis ikke værre, ting som mig, som jeg kunne snakke lidt med. Men jeg var meget lukket omkring det. Jeg tror, der er ufatteligt mange mennesker og måske især teenagere, der gennemgår svære perioder i deres liv. Og som budskabet altid er i SKAM: mennesker trenger mennesker. Vi har brug for hinanden til at komme igennem de her oplevelser. Tal om det.
Og så vil jeg gerne lige give et kæmpe skud ud til mine venner, der finder sig i, at jeg skubber dem fra mig i perioder, og min familie, som har fundet sig i virkelig meget.

Feminisme · holdning · Personlig

Oplevelser fra Roskilde Festival

IMG_0704Roskilde Festival er slut. Det var mit fjerde år. De forrige år har jeg egentlig ikke tænkt over alt det sexisme, jeg er blevet udsat for, men her kommer en liste over oplevelser:

  • Klasket i røven – jeg har, hvis jeg selv skulle sige det, en formidabel numse. Det betyder så også, at jeg skal blive klasket i røven af fremmede fyre, når jeg går forbi dem, eller står og spiller kævle. Lad mig nu bare bunde en øl i fred.
  • Sprøjtet til med vand – så snart solen kommer frem, bliver jeg sprøjtet med vand. Og ja, det er det da OK morsomt. Men sprøjter fyre nogensinde andre fyre med vand? Nej vel? Her er det igen sjovt at sprøjte vand på min numse.
  • Blev kysset i hele ansigtet – jeg skulle fra mit telt til toppen af G. Her blev jeg så overfaldet af en fyr, som kyssede mig i hele ansigtet. Det kunne jeg godt have undværet
  • Blevet bedømt med karakterer – seriøst, hvem startede det her? Hvorfor skal jeg gå forbi en gruppe drenge, som sidder og giver mig en karakter? Lad nu være.
  • Fået at vide, at jeg skal “slappe af, det er jo Roskilde” – Nej, jeg vil ikke slappe af, og nej, fordi du er fuld og bare åndssvag, skal jeg ikke finde mig i, at du tager ejerskab over min krop, når du klasker mig i røven og bedømmer mig på en skala fra 1-10. Du skal fucking lade være.

Desuden blev nogle af mine veninder og jeg interviewet om samtykke. Godt nok fik vi ikke sagt de mest intelligente ting, fordi vi havde sindssygt mange tømmermænd, og man kan måske helt mærke, at vi alle tre har skrevet eksamen om feminisme, haha – men det er da tanken, der tæller. Og kæmpe skud ud til Politiken for at sætte så meget fokus på voldtægtskulturen. Du kan læse artiklen HER

Feminisme · holdning · Personlig

Hvorfor blev jeg feminist?

Når jeg tænker tilbage, har jeg ikke et definitivt øjeblik i mit liv, hvor jeg kan sige “her blev jeg feminist”. Det har altid været en del af mig på en eller anden måde. Min mor (og min far for den sags skyld) har helt sikkert haft en kæmpe indflydelse på det. Ikke fordi de eksplicit har fortalt mig om ligestilling, men gennem helt små og diskrete ting, som jeg har svært ved at artikulere. Derudover tror jeg også nogle film og tv-serier har haft indflydelse. Serier som Power Puff Pigerne og Totally Spies, film som Mulan og bøger som Harry Potter har i den grad påvirket mig. Bare det at have nogle kvindelige forbilleder, som var pisseseje og frygtløse. Men det var først, da jeg blev en del af Tumblr-universet, at jeg begyndte at forstå, at jeg var feminist. Dér begyndte jeg for alvor at forstå, hvad det betød at være feminist.
Jeg har altid haft den opfattelse, at en feminist var den radikale feminist, som i ekstremerne “hader mænd”. Men så fandt jeg ud af, at der var så meget mere til det. At en feminist er en person, der kæmper for økonomisk, social og politisk ligestilling mellem kønnene. Mit selvbillede og opfattelse ændrede sig her. Jeg begyndte at læse om victim-blaming, slut-shaming, kropsidealer og kunne spejle mig i den undertrykkelse, der netop er i f.eks. slut-shaming. At jeg som kvinde konstant skulle forsvare min seksualitet og bare det faktum, at jeg var et seksuelt væsen. At jeg skulle forsvare mit sexliv og mine lyster. At jeg skulle tænke over, hvornår jeg havde sex med en person, fordi hvis det var tidligt, så kunne vi aldrig blive noget seriøst. Men det skulle heller ikke være for sent, fordi så var jeg en snerpe. Generelt fylder denne madonna/luder-opfattelse utrolig meget i min hverdag. Derudover skulle jeg tilpasse mig mændene. Jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, ellers kunne drenge aldrig finde mig attraktiv. Jeg skulle se sådan her ud. Jeg skulle tale om det her. Jeg skulle opføre mig på den her måde. Som om hele min eksistens handlede om at tilfredsstille mændene. Da det gik op for mig, begyndte jeg at uddanne mig selv. Jeg har læst rigtig meget op på feminisme. Læst og set debatter, og jeg ved ikke hvad.
Så begyndte jeg at udtrykke, at jeg var feminist. Så brød helvedet ud. Hver gang, jeg siger det, skal jeg forsvare det. Alle feministers meninger og alle problemer bliver lagt på mine skuldre. For hvorfor kæmper jeg ikke for de her kvinder? Hvorfor kæmper jeg ikke for de her mænd? Hvorfor er jeg overhovedet feminist, der er sgu da ligestilling i Danmark? Og her kan jeg ikke andet end at indsætte *BIGGEST EYE ROLL EVER*. For ja, jeg er feminist, men jeg er feminist ud fra mine egne oplevelser. Samtidigt anerkender jeg, at andre føler sig undertrykt. Og her er ordet føler netop essentielt. Fordi undertrykkelse er noget, man føler. Så når nogen siger, at det, jeg kæmper for, er ligegyldigt, så siger de også, at mine følelser er ligegyldige. At det, jeg føler eller siger, er løgn. At min verdensopfattelse er direkte forkert eller opdigtet.
Når jeg siger, at jeg synes Girl Squad er nice, fordi jeg kan spejle mig i deres meninger og kamp, fordi jeg selv har oplevet at føle skam i forhold til min seksualitet, så får jeg også at vide, ej sådan er det jo ikke. Kvinder må da gerne være seksuelle. Ja, det må de gerne, men hvad følger med? Skam. Udskamning. I hvert fald rigtig ofte. Kvinder må da gerne være seksuelle, men hende der på instagram er fandme en luder, fordi hun har lagt et billede op, hvor hun har bikini på. Hun vil bare have opmærksomhed, jo (SUK!).
Så kommer der er en anden diskussion ind over også. For er der ikke andre vigtigere ting at kæmpe for? Og jo, der er mange andre ting at kæmpe for, som mindskning af vold mod kvinder og voldtægt og glaslofter og ligeløn og øremærket barsel til mænd, men man kan ikke stille det op i et hierarki på den måde.
Det vigtigste for mig at udtrykke er, at feminisme er for alle. Du behøver ikke være akademiker eller politiker for at være med. Du behøver ikke være kvinde. Feminisme handler om solidaritet og anerkendelse af, at andre har det på den måde og oplever denne undertrykkelse.

For yderligere information vil jeg varmt anbefale afsnittet Feminisme ft. Emma HoltenFries before guys-podcasten.

Feminisme · holdning

Strukturel sexisme: Kvinder i film

tumblr_n1vaonAEqO1s5wx3ho1_500Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kommer ind på eksempler på strukturel sexisme. I dag skal det handle om kvinder i film.

Så snart en film bæres af et udelukkende kvindeligt cast skal det straks pointeres. Hvorfor? Fordi det afviger fra normen. Jeg sad og så Bad Boys II forleden (don’t judge), og der var TO kvindelige biroller. Den ene var en, der skulle reddes og passes på. Den anden var den bekymrede kone. Resten af kvinderne i filmen var prostituerede – okay, der var måske én kvinde ansat hos politiet. Jeg vil æde min hat på, at det ikke blev kommenteret, at den hovedsageligt var båret af mænd, da den kom ud. Vi lever heldigvis i forbedrende tider, hvor Soundvenue da pointerer, at Underverden primært handler om mænd – og ingen kritik af filmen, da den er for VILD, men er der lavet en film om kvinder på samme måde? Råzone er den eneste, jeg kan komme på.
Nu har vi så den nye Wonder Woman. Her skal det både pointeres, at det er en kvindelig superhelt, en kvindelig instruktør og en cast bestående af primært kvinder. Dét, at det er en skelsættende ting, viser den strukturelle sexisme, der hersker i filmens verden. Filmen åbnede desuden i 46 færre biografer end f.eks. Batman vs. Superman. Desuden var der en debat om, at der var blevet afholdt “women only”visninger i USA, hvor mænd klagede over det – klagede de også, at der kun var mænd til stede, da der blev underskrevet en lov omhandlende kvindens reproduktive organer (jf. Trump)? Det er selvfølgelig ikke det helt sammen, men helt ærligt.

Jeg prøvede at tænke på, hvor mange kvindelige instruktører jeg kendte til. Jeg kom på to; Susanne Bier og Sofia Coppola – og vent hende, der instruerede  The Hurt Locker. Så tænkte jeg på alle mine yndlingsinstruktører. Quentin Tarantino, Wes Anderson, Stanley Kubrick, Coen-brødrene og Richard Linklater.  Jeg tænkte også på de roller, kvinder oftest spiller i film. Hvis de ikke spiller den “skrappe” kæreste, spiller de mor eller en kvinde på jagt efter kærligheden (selvfølgelig er det her kraftigt karikeret, men stadigvæk sandt). Prøv lige engang at lægge mærke til kvindens rolle i de film, du ser næste gang. Vi er en verden i udvikling (heldigvis), men prøv at lægge mærke til (især i actionfilm), at personer med magt spilles af mænd. Den onde spilles af en mand. Den gode spilles af en mand. Og hvad spiller kvinden? Hun skal enten reddes eller være efter mændene.
Så har vi chick flicks. Jeg har set rigtig mange ringe film inden for denne genre. Oftes handler det om den karrieredrevne kvinde, der ikke har tid til at date, men så pludseligt forelsker hun sig, og så viser det sig, at hun bare har manglet en mand i sit liv hele tiden (jf. How to Lose a Guy in 10 Days). How to be Single, som nok er en af de værste film, jeg nogensinde har set, handler om, at alle kvinder bare vil giftes – eller det har den egentlig ikke helt besluttet sig for. Soundvenue skriver det så smukt: Men titlen til trods synes filmen ikke helt selv at have besluttet sig for, hvorvidt unge singlekvinder i virkeligheden ikke blot er giftelystne Charlotte-romantikere i kortere skørter.
Chick flicks handler generelt om mænd – indirekte. De handler om kvinder, der taler om mænd – og her vil jeg gerne udelukke Mean Girls.

Som Cate Blanchett så nydeligt sagde det, så skal vi ikke se “kvinde”-film som en niche – og vi skal heller ikke kalde det “kvinde”-film (*wink wink). Og så har jeg ikke engang nævnt ligeløn, som selvfølgelig også er relevant og gældende.
Vi lever således fortsat i en verden, hvor film om mænd, instrueret af mænd, prioriteres højere end film om kvinder eller instrueret af en kvinde.

For yderlige læsning anbefaler jeg:
Ligestilling bag lærredet?
BLOG: Kvinder og film

Feminisme · Personlig

5 ting, der ændrer sig, når du bliver feminist

giphyOkay, jeg ved, jeg poster virkelig sjældent for tiden, men jeg har haft lidt meget at se til. Jeg er for tiden i gang med at skrive eksamen om, surprise, feminisme, men lige nu er jeg gået lidt i stå, så derfor tænkte jeg, jeg ville opdatere bloggen. Så her kommer fem ting, der ændrer sig, når du bliver feminist.

  1. Du har fået nye briller på, og lige pludseligt analyserer du alt ud fra et feministisk synspunkt. Du lægger mærke til, hvordan mænd og kvinder bliver portrætteret i serier. Hvordan er kønsfordelingen egentlig? Hvorfor skal mændene arbejde, kvinderne gå hjemme? Hvorfor skal moren være den bekymrede og faren den “rationelle”?
  2. Du begynder at starte debatter og diskussioner om ligestilling i Danmark, og hvorfor feminisme stadig er relevant, hver gang du sipper eller bare snuser til en øl.
  3. Du skal fandme ikke have en gratis øl. Du kan selv betale de latterlige 50 kr. for en fadøl, og du skal ikke have en eller anden fyr til at betale for den. Hvem tror han, du er?
  4. Når selvsamme fyr bliver fornærmet over, at du siger nej til ham, for hvem tror du, du er, bliver du endnu mere tosset. Så du begynder at plapre løs om patriarkatet, og kvindens ret til at sige nej.
  5. Din femininitet bliver et våben. Glem alt om anden bølges overbevisning om, at feminine artefakter er et udtryk for undertrykkelse. Du dyrker din femininitet, fordi du mener, at det er en styrke. Samtidigt orker du faktisk ikke at gøre noget ud af dig selv, og hvis nogen stiller krav til dit udseende, fordi du er kvinde, skal de nok høre for det.
Anmeldelse · Feminisme

Anmeldelse: ‘Petra elsker sig selv’

Skærmbillede 2017-04-21 kl. 14.28.30Anmeldelse baseret på de første tre afsnit

På DR3 kører programmet Petra elsker sig selv. Et program, som jeg synes, mener det godt, men dets vigtigste pointer går tabt. Det handler om, at tv-værten Petra Nagel skal elske sig selv. Men i stedet for at acceptere sin krop, handler det mere om, at Petra skal lave om på sin krop. Hun skal tabe sig lidt. Få frosset sit fedt væk. Hendes psykolog siger det godt: hun skal arbejde på, hvordan hun taler til sig selv. Selvfølgelig er der ikke noget problem i at ville arbejde på sig selv, men jeg mener, at fokusset rykker sig, når det handler om, at Petra skal tabe sig, i stedet for at elske sig selv.
Jeg mener således, at programmet ikke undersøger de samfundsnormer, der ligger bag – eller når de gør, er det meget indirekte, så pointen går tabt. Jeg savner noget samfundskritik, at de ser på, hvorfor det kun er piger, de taler med om at være usikker på sin krop. Jeg savner indsigt i, om drenge er ligeså meget uvenner med deres krop, som piger er. Jeg savner bare noget samfundsdebat – men det kan jo være, det kommer (*krydser fingre*). Fordi det er et rigtig fint program, men jeg savner lidt dybde, og at det ikke handler om, at Petra skal lave om på sig selv, men at hun skal lære at hvile i sin krop og være gode venner med den.

På den anden side kan jeg godt se, hvor hun kommer fra. Jeg er selv lige påbegyndt en akne-kur, fordi jeg er pissetræt af min hud. Men jeg laver jo også om på mig selv, i stedet for at acceptere at det er sådan, min hud er. Det er vel egentlig bare nemmere. For det ydre kan man kontrollere (bedre). Det kan fikses med et produkt eller en kur, hvorimod det indre er en længere proces. Men der vil altid være ting, man vil lave om på, så måske man alligevel skulle lære at elske sig selv, for den man er.