Feminisme · holdning · Personlig

Hvorfor blev jeg feminist?

Når jeg tænker tilbage, har jeg ikke et definitivt øjeblik i mit liv, hvor jeg kan sige “her blev jeg feminist”. Det har altid været en del af mig på en eller anden måde. Min mor (og min far for den sags skyld) har helt sikkert haft en kæmpe indflydelse på det. Ikke fordi de eksplicit har fortalt mig om ligestilling, men gennem helt små og diskrete ting, som jeg har svært ved at artikulere. Derudover tror jeg også nogle film og tv-serier har haft indflydelse. Serier som Power Puff Pigerne og Totally Spies, film som Mulan og bøger som Harry Potter har i den grad påvirket mig. Bare det at have nogle kvindelige forbilleder, som var pisseseje og frygtløse. Men det var først, da jeg blev en del af Tumblr-universet, at jeg begyndte at forstå, at jeg var feminist. Dér begyndte jeg for alvor at forstå, hvad det betød at være feminist.
Jeg har altid haft den opfattelse, at en feminist var den radikale feminist, som i ekstremerne “hader mænd”. Men så fandt jeg ud af, at der var så meget mere til det. At en feminist er en person, der kæmper for økonomisk, social og politisk ligestilling mellem kønnene. Mit selvbillede og opfattelse ændrede sig her. Jeg begyndte at læse om victim-blaming, slut-shaming, kropsidealer og kunne spejle mig i den undertrykkelse, der netop er i f.eks. slut-shaming. At jeg som kvinde konstant skulle forsvare min seksualitet og bare det faktum, at jeg var et seksuelt væsen. At jeg skulle forsvare mit sexliv og mine lyster. At jeg skulle tænke over, hvornår jeg havde sex med en person, fordi hvis det var tidligt, så kunne vi aldrig blive noget seriøst. Men det skulle heller ikke være for sent, fordi så var jeg en snerpe. Generelt fylder denne madonna/luder-opfattelse utrolig meget i min hverdag. Derudover skulle jeg tilpasse mig mændene. Jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, ellers kunne drenge aldrig finde mig attraktiv. Jeg skulle se sådan her ud. Jeg skulle tale om det her. Jeg skulle opføre mig på den her måde. Som om hele min eksistens handlede om at tilfredsstille mændene. Da det gik op for mig, begyndte jeg at uddanne mig selv. Jeg har læst rigtig meget op på feminisme. Læst og set debatter, og jeg ved ikke hvad.
Så begyndte jeg at udtrykke, at jeg var feminist. Så brød helvedet ud. Hver gang, jeg siger det, skal jeg forsvare det. Alle feministers meninger og alle problemer bliver lagt på mine skuldre. For hvorfor kæmper jeg ikke for de her kvinder? Hvorfor kæmper jeg ikke for de her mænd? Hvorfor er jeg overhovedet feminist, der er sgu da ligestilling i Danmark? Og her kan jeg ikke andet end at indsætte *BIGGEST EYE ROLL EVER*. For ja, jeg er feminist, men jeg er feminist ud fra mine egne oplevelser. Samtidigt anerkender jeg, at andre føler sig undertrykt. Og her er ordet føler netop essentielt. Fordi undertrykkelse er noget, man føler. Så når nogen siger, at det, jeg kæmper for, er ligegyldigt, så siger de også, at mine følelser er ligegyldige. At det, jeg føler eller siger, er løgn. At min verdensopfattelse er direkte forkert eller opdigtet.
Når jeg siger, at jeg synes Girl Squad er nice, fordi jeg kan spejle mig i deres meninger og kamp, fordi jeg selv har oplevet at føle skam i forhold til min seksualitet, så får jeg også at vide, ej sådan er det jo ikke. Kvinder må da gerne være seksuelle. Ja, det må de gerne, men hvad følger med? Skam. Udskamning. I hvert fald rigtig ofte. Kvinder må da gerne være seksuelle, men hende der på instagram er fandme en luder, fordi hun har lagt et billede op, hvor hun har bikini på. Hun vil bare have opmærksomhed, jo (SUK!).
Så kommer der er en anden diskussion ind over også. For er der ikke andre vigtigere ting at kæmpe for? Og jo, der er mange andre ting at kæmpe for, som mindskning af vold mod kvinder og voldtægt og glaslofter og ligeløn og øremærket barsel til mænd, men man kan ikke stille det op i et hierarki på den måde.
Det vigtigste for mig at udtrykke er, at feminisme er for alle. Du behøver ikke være akademiker eller politiker for at være med. Du behøver ikke være kvinde. Feminisme handler om solidaritet og anerkendelse af, at andre har det på den måde og oplever denne undertrykkelse.

For yderligere information vil jeg varmt anbefale afsnittet Feminisme ft. Emma HoltenFries before guys-podcasten.

Feminisme · holdning

Strukturel sexisme: Kvinder i film

tumblr_n1vaonAEqO1s5wx3ho1_500Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kommer ind på eksempler på strukturel sexisme. I dag skal det handle om kvinder i film.

Så snart en film bæres af et udelukkende kvindeligt cast skal det straks pointeres. Hvorfor? Fordi det afviger fra normen. Jeg sad og så Bad Boys II forleden (don’t judge), og der var TO kvindelige biroller. Den ene var en, der skulle reddes og passes på. Den anden var den bekymrede kone. Resten af kvinderne i filmen var prostituerede – okay, der var måske én kvinde ansat hos politiet. Jeg vil æde min hat på, at det ikke blev kommenteret, at den hovedsageligt var båret af mænd, da den kom ud. Vi lever heldigvis i forbedrende tider, hvor Soundvenue da pointerer, at Underverden primært handler om mænd – og ingen kritik af filmen, da den er for VILD, men er der lavet en film om kvinder på samme måde? Råzone er den eneste, jeg kan komme på.
Nu har vi så den nye Wonder Woman. Her skal det både pointeres, at det er en kvindelig superhelt, en kvindelig instruktør og en cast bestående af primært kvinder. Dét, at det er en skelsættende ting, viser den strukturelle sexisme, der hersker i filmens verden. Filmen åbnede desuden i 46 færre biografer end f.eks. Batman vs. Superman. Desuden var der en debat om, at der var blevet afholdt “women only”visninger i USA, hvor mænd klagede over det – klagede de også, at der kun var mænd til stede, da der blev underskrevet en lov omhandlende kvindens reproduktive organer (jf. Trump)? Det er selvfølgelig ikke det helt sammen, men helt ærligt.

Jeg prøvede at tænke på, hvor mange kvindelige instruktører jeg kendte til. Jeg kom på to; Susanne Bier og Sofia Coppola – og vent hende, der instruerede  The Hurt Locker. Så tænkte jeg på alle mine yndlingsinstruktører. Quentin Tarantino, Wes Anderson, Stanley Kubrick, Coen-brødrene og Richard Linklater.  Jeg tænkte også på de roller, kvinder oftest spiller i film. Hvis de ikke spiller den “skrappe” kæreste, spiller de mor eller en kvinde på jagt efter kærligheden (selvfølgelig er det her kraftigt karikeret, men stadigvæk sandt). Prøv lige engang at lægge mærke til kvindens rolle i de film, du ser næste gang. Vi er en verden i udvikling (heldigvis), men prøv at lægge mærke til (især i actionfilm), at personer med magt spilles af mænd. Den onde spilles af en mand. Den gode spilles af en mand. Og hvad spiller kvinden? Hun skal enten reddes eller være efter mændene.
Så har vi chick flicks. Jeg har set rigtig mange ringe film inden for denne genre. Oftes handler det om den karrieredrevne kvinde, der ikke har tid til at date, men så pludseligt forelsker hun sig, og så viser det sig, at hun bare har manglet en mand i sit liv hele tiden (jf. How to Lose a Guy in 10 Days). How to be Single, som nok er en af de værste film, jeg nogensinde har set, handler om, at alle kvinder bare vil giftes – eller det har den egentlig ikke helt besluttet sig for. Soundvenue skriver det så smukt: Men titlen til trods synes filmen ikke helt selv at have besluttet sig for, hvorvidt unge singlekvinder i virkeligheden ikke blot er giftelystne Charlotte-romantikere i kortere skørter.
Chick flicks handler generelt om mænd – indirekte. De handler om kvinder, der taler om mænd – og her vil jeg gerne udelukke Mean Girls.

Som Cate Blanchett så nydeligt sagde det, så skal vi ikke se “kvinde”-film som en niche – og vi skal heller ikke kalde det “kvinde”-film (*wink wink). Og så har jeg ikke engang nævnt ligeløn, som selvfølgelig også er relevant og gældende.
Vi lever således fortsat i en verden, hvor film om mænd, instrueret af mænd, prioriteres højere end film om kvinder eller instrueret af en kvinde.

For yderlige læsning anbefaler jeg:
Ligestilling bag lærredet?
BLOG: Kvinder og film

Feminisme · Personlig

5 ting, der ændrer sig, når du bliver feminist

giphyOkay, jeg ved, jeg poster virkelig sjældent for tiden, men jeg har haft lidt meget at se til. Jeg er for tiden i gang med at skrive eksamen om, surprise, feminisme, men lige nu er jeg gået lidt i stå, så derfor tænkte jeg, jeg ville opdatere bloggen. Så her kommer fem ting, der ændrer sig, når du bliver feminist.

  1. Du har fået nye briller på, og lige pludseligt analyserer du alt ud fra et feministisk synspunkt. Du lægger mærke til, hvordan mænd og kvinder bliver portrætteret i serier. Hvordan er kønsfordelingen egentlig? Hvorfor skal mændene arbejde, kvinderne gå hjemme? Hvorfor skal moren være den bekymrede og faren den “rationelle”?
  2. Du begynder at starte debatter og diskussioner om ligestilling i Danmark, og hvorfor feminisme stadig er relevant, hver gang du sipper eller bare snuser til en øl.
  3. Du skal fandme ikke have en gratis øl. Du kan selv betale de latterlige 50 kr. for en fadøl, og du skal ikke have en eller anden fyr til at betale for den. Hvem tror han, du er?
  4. Når selvsamme fyr bliver fornærmet over, at du siger nej til ham, for hvem tror du, du er, bliver du endnu mere tosset. Så du begynder at plapre løs om patriarkatet, og kvindens ret til at sige nej.
  5. Din femininitet bliver et våben. Glem alt om anden bølges overbevisning om, at feminine artefakter er et udtryk for undertrykkelse. Du dyrker din femininitet, fordi du mener, at det er en styrke. Samtidigt orker du faktisk ikke at gøre noget ud af dig selv, og hvis nogen stiller krav til dit udseende, fordi du er kvinde, skal de nok høre for det.
Anmeldelse · Feminisme

Anmeldelse: ‘Petra elsker sig selv’

Skærmbillede 2017-04-21 kl. 14.28.30Anmeldelse baseret på de første tre afsnit

På DR3 kører programmet Petra elsker sig selv. Et program, som jeg synes, mener det godt, men dets vigtigste pointer går tabt. Det handler om, at tv-værten Petra Nagel skal elske sig selv. Men i stedet for at acceptere sin krop, handler det mere om, at Petra skal lave om på sin krop. Hun skal tabe sig lidt. Få frosset sit fedt væk. Hendes psykolog siger det godt: hun skal arbejde på, hvordan hun taler til sig selv. Selvfølgelig er der ikke noget problem i at ville arbejde på sig selv, men jeg mener, at fokusset rykker sig, når det handler om, at Petra skal tabe sig, i stedet for at elske sig selv.
Jeg mener således, at programmet ikke undersøger de samfundsnormer, der ligger bag – eller når de gør, er det meget indirekte, så pointen går tabt. Jeg savner noget samfundskritik, at de ser på, hvorfor det kun er piger, de taler med om at være usikker på sin krop. Jeg savner indsigt i, om drenge er ligeså meget uvenner med deres krop, som piger er. Jeg savner bare noget samfundsdebat – men det kan jo være, det kommer (*krydser fingre*). Fordi det er et rigtig fint program, men jeg savner lidt dybde, og at det ikke handler om, at Petra skal lave om på sig selv, men at hun skal lære at hvile i sin krop og være gode venner med den.

På den anden side kan jeg godt se, hvor hun kommer fra. Jeg er selv lige påbegyndt en akne-kur, fordi jeg er pissetræt af min hud. Men jeg laver jo også om på mig selv, i stedet for at acceptere at det er sådan, min hud er. Det er vel egentlig bare nemmere. For det ydre kan man kontrollere (bedre). Det kan fikses med et produkt eller en kur, hvorimod det indre er en længere proces. Men der vil altid være ting, man vil lave om på, så måske man alligevel skulle lære at elske sig selv, for den man er.

Feminisme · holdning

Skal man altid være politisk korrekt?

fullsizeoutput_147b
Ofte synes jeg, jeg skal forsvare at være Suspekt-fan, fordi jeg både er kvinde og feminist. Fordi de er jo kvindenedsættende. Og ja, jeg kan godt se, at på overfladen fremstår de kvindehadske/-nedsættende. Men sådan, som jeg ser det, passer politisk korrekthed ikke ind i deres kontekst. Deres musik er dyrkelse af menneskets mørke, syndige side. De dyrker (bl.a.) det forbudte, det tabuiserede, det dystre. Her er ingen regler. Så derfor mener jeg ikke, at det er selvmodsigende at være feminist og Suspekt-fan. De skaber et frirum for seksualitet og begær. Og i dette frirum skal man ikke censurere. I deres univers er der plads til det hele. Uden at gå for meget psykoanalytisk i den, kan man jo sige, at de, igennem deres kunst, sætter censurinstanser ud af spil.
Man får lov til at dyrke sin seksualitet, sit begær, og som kvinde er det også et frigørende rum, hvor ens seksualitet ikke bliver undertrykt, men gjort plads til, og er på lige fod med den mandlige seksualitet. Det er rart at have musik, hvor man inden for dets univers, kan få lov til at være beskidt, dyrke sit begær, slippe sig løs og ikke tænke på, om samfundet accepterer det.

Det er så pissesvært at være politisk korrekt konstant, og jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af at være det hele tiden. Men nogle gange siger man bare dumme ting. Og det er også svært i uformelle forums at håndhæve det, for netop her burde der vel være plads til ukorrekthed. Eller hvad? For man bidrager jo til de samfundsnormer, man er imod, ved ikke at være politisk korrekt, og bliver på den måde på sin vis hyklerisk.
Jeg synes, det er et svært emne, hvor jeg ikke føler, at jeg har et klart svar på, hvad jeg mener. Har I nogle tanker?

Anbefaling · Anmeldelse · Feminisme · holdning · Personlig

VENUS – Let’s Talk About Sex

Jeg ser ekstra mange film for tiden, og er bl.a. begyndt at gense alle Tarantinos film. Gud, hvor havde jeg glemt, hvor gode Pulp Fiction og Death Proof er. Derudover har jeg fået set Moonlight, La La Land, Lion og T2 Trainspotting. Men den film, jeg virkelig følte mig inspireret til at skrive om, er VENUS: Let’s Talk About Sex. 
To danske kvinder er gået sammen og har lavet en film om den kvindelige seksualitet. De har holdt åben casting, hvor unge kvinder så kunne komme og tale om deres seksualitet, oplevelser og opfattelser. Det er da så kommet en stærk film ud af. De formår at få hele spektret med, så jeg tror, de fleste kvinder ville kunne spejle sig i filmen. Og det var også instruktørernes (Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen) formål; at lave en oprigtig og poetisk fortælling om unge kvinders seksualitet. Den er smagfuld, informativ, og man sidder virkelig og tænker: hvordan vil jeg have svaret? Og dét er det bedste ved den.
Jeg sad og reflekterede over min egen seksualitet, min opfattelse af den og mine oplevelser. I min verden er noget af det vigtigste, en dokumentar kan, at få en til at tænke over sin egen rolle i verden eller i livet. At man får vendt sit eget verdensbillede eller får udvidet sin horisont. Her går filmen ind og stikker til én, uden at være “up in your face”. Den sætter den kvindelige seksualitet i højsædet, og jeg følte mig helt i kontakt med mig selv og min seksualitet, da jeg gik ned ad Nørrebrogade med min veninde. Den lærer også én om andres seksualitet, og hvordan den kan variere og kan føles begrænsende eller udskammende. At man ofte som kvinde går og skammer sig over sine lyster, sit begær, sin krop og sin seksualitet. Der var en af kvinderne, der bl.a. sagde, at hun ærligt ikke syntes, hun var smuk, og det føltes falsk, når hun sagde det til sig selv. Hun følte, at selvhadet var rodfæstet i hende, for der var altid et eller andet, der kunne blive bedre. Hun følte således, hun ikke var i nuet, fordi hun hele tiden tænkte: “om lidt bliver jeg smuk”. Det satte nogle tanker i gang om min egen krop, og det var som om, mine tanker kom ud af hendes mund – “om lidt er jeg helt tilfreds med min krop”.
Alt i alt er det en pissefed film om at være ung kvinde.

Hvis du er kvinde. SE DEN. Hvis du er mand. SE DEN.

Feminisme · Personlig

Når jeg får en datter…

IMG_9924
Fra digtsamlingen “milk and honey” af Rupi Kaur

Når jeg bliver mor, vil jeg ikke lade min datter læse ungdomsblade, der fortæller hende, at hun skal hade sin krop eller ændre sig selv, så fyre kan lide hende bedre. Jeg vil lære hende, at hun ikke skal købe idéen om, at hun er ufuldkommen, fordi hun ikke har en partner i sit liv. Jeg vil lære hende, at hendes kærlighed til sig selv ikke skal afhænge af andre. Jeg vil lære hende, at det er ligegyldigt, hvem hun elsker, så længe de elsker hende tilbage og respekterer hende. Jeg vil lære hende, at de andre piger ikke er konkurrenter, men søstre. At de skal støtte og udfordre hinanden positivt og konstruktivt. At hun godt kan respekteres, selvom hun græder, selvom hun siger sin mening, selvom hun går i kjoler med blomster og sommerfugle på. Jeg vil lære hende, at det at være kvinde ikke er en skam eller en svaghed. At når en dreng i skolegården driller eller skubber hende, er det ikke en kærlighedserklæring. For hun skal ikke forveksle vrede med omsorg. Hun skal ikke tro, at kærlighed og smerte hænger sammen. Jeg vil lære hende, at hun kan gøre, hvad hun vil. At hun ikke er begrænset af noget eller nogen. Og hvis en person siger, hun ikke kan være med til fodbold, fordi hun er en pige, skal hun insistere eller lave sit eget hold, som godt kan finde ud af at gøre plads til alle. Og når hun bliver ældre og måske begynder at have sex, så er hendes nydelse ligeså vigtig som hendes partners. At hun ikke skal skamme sig over sine lyster eller seksualitet, men udforske den, afprøve den. Og hvis nogen finder hende mindre værd, fordi hun har sex, skal hun give dem en kæmpe fuckfinger.

Mest af alt ønsker jeg, at hun elsker sig selv, hviler i sig selv, og at hun lever i en verden, hvor en kvinde med en seksualitet ikke bliver set ned på. At hun lever i en verden, hvor hun ikke skal kæmpe dobbelt så hårdt som mænd for at blive respekteret og set som ligeværdig. At hun lever i en verden, hvor medier ikke lærer hende at hade sin krop, for at hun køber nogle produkter, hun ikke har brug for. Hvor hun ikke bliver lært, at hvis hun siger ja til sex, er hun billig, men hvis hun siger nej, er hun en snerpe. Jeg håber, hun vokser op i en verden, hvor hun ikke føler skam over sin krop og sin naturlighed. Hvor hendes krop ikke er en politisk slagmark. Og hvor mænd og andre kvinder ikke bestemmer over hendes ret til at bestemme over den.
Jeg ønsker, hun skal vokse op i en verden, hvor mænd og kvinder ses som lige både økonomisk, socialt og politisk.